Ja, det ordsprog har man jo hørt så mange gange før, og jeg har enlig aldrig rigtigt troet på det, men nu gør jeg. Den 30 november 2009 kom jeg sammen med en skøn fyr, jeg var kun 14 år den gang, så det hele var jo fuldkommen fantastisk, men ting kan hurtigt ændre sig, når man begge to har det vildeste temperament, men selvfølgelig klarede vi da os igennem alle de dumme diskurtioner og skænderier, men efter nogle måneder var der ingen af os der kunne holde det ud mere, vi tænkte "Hey vi holder da en pause og ser hvordan det går bagefter", men det endte med at vi gik fra hinanden. I lang tid snakkede v ikke sammen, bare tanken om ham fik mig til at græde, for det er jo først når man har mistet noget, at man kan se hvor meget det betød for en, så jeg prøvede på at få ham tilbage, men han ville ikke, så jeg gav op. Men det tog en evighed for mig at komme over ham, og da jeg endelig var fuldkommen ovre ham, skulle jeg på vildmarks tur "Sverige", og det skulle han også, til at starte med var jeg ret kold over for ham, for det var jo fyren som havde knust mig, men efter nogle timer begyndte vi at snakke lidt sammen, vi snakkede om vores familier, hvad vi havde lavet og hvordan det gik, det var helt rart + jeg havde jo ikke rigtigt snakket med ham i 5 måneder, men da vi begyndte at snakke sammen føltes det som om der ikke var gået en dag. Jeg var ikke vild med ham, men jeg var bare glad, det var som at være sammen med sin bedste ven, dagen efter var de fleste af os som var med på turen ude og bade, jeg havde også været i vandet, men var gået op, og det var han også, men vores ven var stadig i vandet, vores ven begyndte at snakke om hvor sød og rar ham her fyren var, og syndes at vi passede godt sammen, vi begyndte begge to at flække af grin, og sagde at det havde vi godt nok hørt mange gange før, vores ven blev fuldkommen forvirret, for han vidste åbenbart ikke at vi havde været sammen før, da vi så fortalte ham at vi havde været kærester før, begyndte han at spørge ind til hvorfor vi slog op, vi var jo det perfekte par, og det måtte vi give ham ret i, det havde vi været men det var vi ikke mere. Jeg gik op for at tage tørt tøj på, nogle af de andre havde tændt bål, så jeg satte mig der hen for at snakke med min veninde, der var stadig en lille plads ved siden af mig, og der satte han sig, vi snakkede lidt o.s.v, dagene gik og vi begyndte stille at rolig og snakke mere, og mere sammen, vi begyndte at forelske os i hinanden igen. Den ene dag spurgte jeg to af mine veninder om vi flirtede meget, og det svar de gav mig var et stort rungende JA! Jeg blev helt flov, det var jo slet ikke meningen at jeg skulle forelske mig i ham, jeg havde jo lovet mig selv inden jeg tog afsted, at jeg aldrig ville forelske mig i ham igen, for det var ham som jeg havde grædt over, i så mange timer. Den anden sidste dag vi var i Sverige, havde jeg om aftenen lyst til at bare sidde ved vandet og slappe af, min veninde og "ham", havde gået med mig der ned, de andre spillede rugby, så min veninde gik der op for at se på, så der sad vi kun ham og mig, ved vandet en stille sommer aften i Sverige, vi sagde ikke noget, vi sad der bare og kiggede på vandet, efter noget tid blev det akavet, og jeg ville op og se dem spille, jeg gik og kort tid efter gik han også, (og når jeg siger kort tid, så mener jeg 2 sekunder) jeg gik i mine egne tanker, og lige pludselig fik jeg et kram af ham, han havde indhentet mig, og havde endelig taget sig sammen til at vise at han faktisk stadig kunne lide mig, vi begyndte at gå MEGET langsomt, snakkede lidt. Der var en fyr med fra Sønderborg, som åbenbart ville gøre alt hvad man bad ham om, for 10 svenske kroner, så en der hed Jakob, spurgte mig om jeg havde 10 kroner, og det havde jeg da, Jakob og "ham" gik hen i mit telt for at finde dem, for han vidste godt hvor jeg havde min pung til at ligge, Jakob fandt mit chokolade og da jeg så det løb jeg hen for at tage det ( don't take my food!), de havde ikke fundet de 10 kroner endnu, så jeg skyndte mig at finde dem så jeg kunne få min chokolade i fred, Jakob gik da han fik 10'eren, men han blev stående, jeg rejste mig op igen da jeg havde lukket teltet, jeg skulle til at gå igen for at sidde mig hen til de andre, men nogen holde fat i min arm, han rev mig hen til sig og kyssede mig, og derefter gav mig et kram, jeg var helt forvirret, jeg kunne slet ikke forstå hvad det var der skete, også sagde han " hvor har jeg savnet dig", og i det han sagde det gik det op for mig at han faktisk stadig elskede mig. Resten af aftenen var vi konstant sammen, og morgenen efter var det lidt underligt, for kunne stadig ikke helt forstå det, da bussen blev pakket, holde han min hånd. På vej hjem i bussen sad jeg med min veninde, men efter noget tid byttede de. Vi kyssede en helt del, men efter noget tid tænkte jeg : Hell no, han skal ikke kysse mig mere, før at vi er kærester" så da han skulle til at kysse mig og jeg nægtede, sagde jeg " nej du får ikke flere kys", han spurgte hvorfor, også kom min fine lille grund, og han svarede " jamen er vi da ikke kærester?", "niks, for du har ikke spurgt mig om jeg ville", jep det sagde jeg til ham, også spurgte han mig om jeg ville komme sammen med ham, og jeg sagde da selvfølgelig ja. Nu er der så gået over 2 måneder, og jeg kan stadig huske det hele som det var igår.
Okay det jeg ville med det her indlæg, var at jeg ikke bare ville fortælle om mit kærligheds liv, og ja alt det der er rent faktisk sket i virkelighedden, men det jeg ville med det var, at vise at selvom at man føler at det hele bare er et stort sort hul, så må man ikke give op, for hvis han ikke vender tilbage, så bliv ved med at tro på at den store kærlighed findes.
Ida + Klaus
Ej okay det var lidt 7. klasse's agttig, sorry guys..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar